Dagbog 10
Ja, så er det ved at være sidste gang jeg skal skrive dagbog fra Hong Kong. Næste gang bliver sikkert fra Vietnam, Laos eller Cambodia.

 

I den sidste tid har vi gået meget på indkøb og forsøgt at få de sidste oplevelser med fra Hong Kong. John og jeg var inde i Kowloon lørdag i uge 7 og da John gik og jamrede over sine ømme fødder tog jeg ham med op til reflexology. Det skulle jo prøves før vi tog hjem.

Tak skæbne hvor gjorde det ondt. Det begyndte ellers meget godt med at vi blev sat i en behagelig lænestol, fik fødderne i noget vand med theblade og fik også noget the at drikke. Forhåbentlig ikke ”fodvandet” fra en tidligere kunde!!!

Så gik de ellers i gang med at massere vores fødder. MED KNOERNE!!! Jeg sagde højlydt fra, men John skulle spille helt så han sad bare og svedte i håndfladerne – mænd. Mit indtryk af denne oplevelse er at de ikke har en fis forstand på hvad de laver. Hende der masserede mig, gjorde meget ud af at massere mig hårdt i knæhaserne, hvilket kan være direkte farligt for der sidder en masse lymfekirtler.

 

Nu vi er ved behandlinger har jeg også prøvet en såkaldt opstrammende/slankende behandling. Piger i det ganske land – HOLD JER FRA DET!! Jeg er blå og sort af blodudtrækninger på maven. Der blev brugt en maskine med vaccum til at ”forme”. Jeg er sikker på at en støvsuger kan gøre det samme. Det gjorde hammer ondt og til sidst bad jeg hende stoppe. Torsken blev ved med at forsøge at få mig til at købe 14 behandlinger. Efter behandlingen søgte jeg på internettet på denne behandling for jeg var sikker på at det var en hjemmeopdaget ting. Men nej det er sandelig en anerkendt fransk opfindelse (Sygmass). Jeg har fået taget billeder af min mave. Det havde vi nu meget sjovt ud af. Jeg påstod at jeg kunne bruge billederne mod John for det ligner altså at jeg har fået tæsk. John påstod at jeg lignede et af de kinesiske torturbilleder jeg er så forarget over.

Jeg har stadig et ”problemområde” på maven, men jeg tror nu hellere jeg vil aftale en tid med min formand i vægtløfterklubben. Han niver da i det mindste ikke.

 

Rasmus har jo haft fødselsdag den 29. februar. Lidt ærgerligt at vi ikke kunne være hjemme og fejre ham når nu han endelig har fødselsdag – 5 år, men heldigvis når jeg da at komme hjem og sætte studenterhuen på ham. Det glæder jeg mig meget til.

 

Vejret herude har været meget omskifteligt de sidste uger og jeg har gået og hostet konstant de sidste 2-3 uger. Ja jeg fejler ikke noget. Er ikke forkølet eller har ondt i halsen. Kun hoste og en fornemmelse af ikke at kunne trække vejret helt igennem – nærmest som at trække vejret gennem et sugerør. Om morgenen hoster jeg så man skulle tro jeg havde røget 60 Cecil – og det har jeg ikke!!! Jeg tror det er forurening, så jeg glæder mig til at komme hjem til den danske friske luft.

 

John det stakkels menneske er stresset igen igen. Han sover dårligt om natten og er temmelig fraværende (sådan mentalt). Han har også en kedelig vane med hele tiden at have en anden mening end min. Hvis jeg siger vi skal gå til højre siger han venstre. Det er en konstant faktor som længe har irriteret mig, så nu er jeg begyndt at sige BEEP hver gang han gør det, for ligesom at tilkendegive at nu gør han det igen (han nægter det nemlig). Lige nu går han så og tror at han har fået tinitus, for han har en irriterende beep lyd i ørerne hele tiden.

 

John er også ved at vende snuden hjemad og tænke fremad. Han har været inde på nettet og lægge sin CV og der er allerede en del der har henvendt sig. Jeg tør vædde på at han hurtigt er i arbejde i Danmark. Det er ikke så godt, for så får han jo ikke færdiggjort vores tilbygning. Jeg må hellere se mig om efter nogle håndværkere.

 

 

Vi kan godt mærke at det i det hele taget er ved at være opbrydningstid. Vi har lige været til farvel Brunch hos Allan og Nonna. De er taget en tur til New Zealand og Australien før de lige komme et smut tilbage for at holde Sofias 3 års fødselsdag. Så går turen også hjem til Danmark for dem. Det passer så fint at vi lige har forladt vores lejlighed når de kommer retur, så de har fået nøgle til vore lejlighed og kan derfor bo her indtil den 31. marts.

 

Vi skal selv holde afskedsfest for resten af banden på lørdag (den 15. marts). Vi har noget rødvin og rom vi skal have drukket. Det er typisk mig og John, hver gang vi er ude og rejse køber vi noget spiritus, men vi drikker det sjældent selv. Derhjemme har vi en mus (RasMUS) der drikker det, men herude må vi have hjælp andre steder fra.

 

Jeg er også ved at tage pænt afsked med de veninder jeg har fået herude. Efterhånden har de alle været herude til kaffe (og massage). Det er selvfølgelig trist at skulle sige farvel til  dem, men jeg har da lov at håbe at vi ses engang i Danmark. De skal vel på besøg en gang imellem. Dorte, Nonna og Maria er alle tilbage i Danmark i løbet af sommeren, og det er trods alt dem jeg har haft mest med at gøre, så vi kan da ses så tit vi vil.

 

Nu står de sidste dage så på pakning. Jeg kom med et genialt forslag (selv John gav mig ret – altså ingen beep). Det går ud på at vi først pakker den kuffert vi skal have med på ferie. Resten skal sendes hjem. Hvis vi gør det i omvendt rækkefølge, står vi bare med en masse ting vi troede der var plads til i kufferten.

Flyttefolkene er bestilt og de kommer på tirsdag i næste uge (den 18. marts), så nu er det alvor. Der bliver godt nok tomt de sidste par dage, og vi kommer til at skiftes til at sidde i sofaen.  På den anden side bliver fjernsynet også sendt hjem, så vi gider nok slet ikke sidde i sofaen.

Lidt nyt om pigerne:  Silke kom stolt hjem fra skole i fredags. Hun havde fået et diplom, hvor der stod at hun var excellent til at stave. Ikke lige det hun har fået at vide hjemme i Raklev. Det lader til at det engelske falder hende lettere.

Sally har været til idrætsstævne og blev nummer 5 ud af 30 i kuglestød. Når man så også ved at hun har lagt arm med alle drengene fra klassen og vundet - ja så er det  man som forældre tænker over om man overhovedet kan få hende afsat. Det er jo ikke ligefrem feminine træk. 

I lørdags (den 9. marts) tog vi ind til byen for at handle de sidste ting.  Der er jo altid plads til en taske og et par sko ekstra, og det ville da være dumt ikke at købe dem, nu vi kan få det så billigt.

 

I går søndag (den 10. marts) var vejret helt vidunderligt – 23 grader og høj sol. Vi besluttede derfor at vi ville tage op og sige farvel til vores kæmpe Budda. Vi tog bussen derop og fik også købt solhatte (og skildpadder til farmor). Vi fik vores stegte nudler og forårsruller. Vi tog ikke helt op til Buddaen (275 trappetrin) for John og jeg havde besluttet at vi ville sætte pigerne i en gondol ned og så ville vi selv gå turen ned. Udstyret med rygsæk, vand, og chokolade tog vi så afsted nedad. Vi så et skilt hvor der stod at det tog 3 timer, men Allan har påstået at han har taget turen ned på 45 minutter. Det gik meget godt i starten, men snart kom vi til trapper og de holdt ikke op før 5 km senere. Tænk jeg har gået over 5 km på trapper. Det tog 2 timer, så du er fuld af løgn Allan!!

Det var en flot tur med smuk udsigt og dejlig natur. Heldigvis var det ikke så varmt, for det var godt nok hårdt. Og heldigvis havde jeg taget masser af vand med (og ikke hørt på John der igen rettede mig og kun ville have en lille flaske med – BEEEP), for vi fik virkelig brug for al vandet. Det værste var næsten at halvdelen af vejen gik det nedad og det på trapper hele vejen. Jeg syntes det er 100 gange hårdere at gå ned ad trapper end opad. Og i dag kan jeg godt mærke at når man går ned ad trapper bruger man altså bagsiden af benene. Jeg bruger jo næsten dagligt stepmaskinen i fitness centeret, men det må gå opad her. Det blev nok heller ikke bedre af at jeg havde mine MBT sko på for de ruller og da jeg er højdeskræk tror jeg at jeg spændte mere end godt er. Jeg er i hvert fald godt øm i bagbenene og lænden i dag. Men tænk engang at jeg gamle fru Dahlbom har gået over 5 km på trapper og det i bjerge vel at mærke.

Nå, noget godt kom der da ud af det – John sov igennem.

 

I dag er jeg ved at bage wienerbrødssnegle til Silkes klasse. Hun skal give dem den sidste skoledag. Det må da være det eneste rigtige at give – Danish!

 

Jeg vil slutte nu for denne gang.

 

Kærlig hilsen

Hanne

 

 

Dagbog 9

Søndag den 20. januar var det bare helt fantastisk sommervejr, så John og jeg besluttede at nu ville vi altså ud og gå i bjergene. Sally og Silke kunne vi som sædvanlig ikke lokke med, så de blev hjemme.

Vi pakkede en rygsæk med koldt vand og trøjer og drog afsted. Trøjerne fik nu ikke brug for og vi var glade for at vi havde shorts og sandaler på for der var altså varmt.

Vi startede med at tage ind til Yat Tung som er Tung Chungs svar på Klosterparkvej i Kalundborg -. Altså noget socialt byggeri. Dette her er bare meget pænere og mere vedligeholdt. Der er sat en masse skulpturer derude, så der er noget at komme efter. Vi tog ind til bageren og købte et par hånd pizzaer for vi skulle jo nødig dø af sult.

Det var skægt at se hvordan alle de kinesiske husmødre havde holdt storvask. Der hang vasketøj til tørre på alle flader – selv på cykler og knallerter.

Vi besluttede os for at gå mod Tai O langs kysten og vi gik da også i 2 timer. Så kunne vi godt se at til Tai O nåede vi nok ikke i dag. Vi gik derfor ned til et lille færgeleje for at sejle tilbage til Tung Chung. Der ventede vi i en halv time før en venlig kineser fortalte os at sejlplanen ikke gældte og at det tog 2½ time før færgen kom. Det gad vi ikke vente på så vi traskede hjem den samme vej igen. Vi var afsted i 5 timer og det var dejligt vejr hele tiden. Vi har besluttet os for at næste gang der er godt vejr, vil vi sejle hen til færgelejet og så fortsætte derfra mod Tai O.

 

Så har det været Sallys fødselsdag. Hun kan godt være et anstrengende bekendtskab  - ikke mindst når hendes fødselsdag nærmer sig. Hun gik i uger og skumlede over at hun ingen gaver fik. Kun penge. Hun havde ønsket sig nogle DVD om Nynne (en serie der har kørt over TV3). Hun fik de to første DVDer i julegave af sin storebror og nu var det så de sidste to hun ønskede sig, men det kunne jo ikke lade sig gøre og bla, bla, bla…..

Jeg tog nu fusen på hende for jeg bestilte dem over Hjemve.dk og de kom allerede en uge før hendes fødselsdag. Det pigebarn bruger megen tid på  spekulationer der aldrig når at blive problemer.

 

Hun havde også ønsket sig at få møre bøffer til middag. Hun ville under ingen omstændigheder ud og spise og de bøffer vi normalt kan købe i supermarkederne er ikke værd at spise. De er seje og smager ikke af en pind. Hvad gør en mor så? Jo da, jeg fik jo den her geniale idé at printe et billede af en parteret ko ud, og tage det med ind til en slagter på vores kinesiske marked. Normalt kan de ikke tale engelsk der, og jeg var da også den eneste ”longnose” (deres betegnelse for os hvide). Jeg viste mit billede til slagteren og gjorde ham opmærksom på at det var oksemørbrad jeg ville have og viste ham hvor den sad på koen. Hans ansigt lyste op og så sagde han BEEFSTEAK! Yes!!! Jeg fik bare det mest møre stykke oksemørbrad med hjem og det endda til næsten ingen penge. Herude vil kineserne hellere spise komave og indmad, så oksemørbrad er noget af det billigste kød. De er nu skøre de kinesere.

Næste gang vil jeg tage et billede af en parteret gris med derned. Måske vi så kan få en flæskesteg?

 

Her på det sidste har vi brugt weekenderne på at gå på indkøb efter det vi nu mangler at få indkøbt og som vi gerne vil have med hjem til Danmark. Vi har jo købt en håndlavet keramikvask til vores nye badeværelse. Vi skal jo også bruge blandingsbatteri og også gerne en flot bruser til brusenichen. Det er meget billigere herude og nu er blandingsbatteriet indkøbt.

Jeg vil også meget gerne have et spejl med hjem og havde da også fundet et, men det blev desværre solgt lige for næsen af mig –surt – nå så må jeg jo ud og kigge lidt mere.

Vi har også fået købt os en gasgrill. De er også meget billigere herude og efter at vi ikke har haft mulighed for at sidde ude og nyde det gode vejr mens vi har boet her, er det noget vi længes meget efter. Jeg tror at den kommer til at stå på ”grillmad” hele sommeren.

Det var en sjov oplevelse at købe grillen. Vi tog ind til et kæmpe center hvor vi vidste at de havde nogle til salg. Problemet var bare at det her center ligger i en meget kinesisk del af Hong Kong (Sheung Wan). Det tog sin tid at finde en der bare kunne lidt engelsk og hun undskyldte sig hurtigt og gik på udkig efter en der kunne lidt mere engelsk. Det sjove var at da hun kom tilbage med en kvinde mere, begyndte John at forklare om at det ikke var nødvendigt at vi købte gasflaske, og det var ikke nødvendigt at grillen blev samlet og en længere forklaring om at den skulle til europa (hvad de så kunne bruge det til). Han talte på et meget korrekt maskinmester engelsk og de forstod simpelthen ikke et klap af hvad han mente (det gjorde Silke og jeg nu heller ikke). Jeg tog derfor over på mit grimme kineser engelsk. ”don´t put together – only in a box – deliver to Tung Chung ” Se det forstod de og så ignorerede de ellers John. Jeg klarede hele handelen. Jeg kan godt love for at mit engelsk i hvert fald ikke er blevet pænere/bedre af at bo i Hong Kong. Hver gang jeg taler med en kineser eller filippiner snakker jeg ligesom dem. Jeg tror fejlen er at jeg ikke snakker nok med englændere.

 

Da jeg havde betalt for grillen, smilte min ekspedient og sagde at jeg endelig måtte deltage i deres lucky draw (en slags lodtrækning). Det er noget de har i forbindelse med deres nytår. Jeg havde købt for så mange penge at jeg måtte trykke på en knap 3 gange. Hver gang jeg trykkede aktiverede der sig en slags lykkehjul og når den stoppede havde jeg vundet det den stoppede på. Jeg vandt to flotte kaffekrus og en lille termoflaske. Ja jeg er næsten ved at være kineser.

 

Nu vil jeg komme lidt tilbage til Sally. Hun har i 3 uger gået til eksamen. Og det er typisk for Sally at tage sorgerne på forskud. Hver gang hun kom hjem fra en eksamen var det bare gået af lort til og hun dumpede helt bestem osv. Osv. Jeg er jo ved at være vant til det, så jeg tager det meget roligt.

På Sallys skole er der en tradition med at de bedste i hvert fag får overrakt et diplom.

Ja, ja, Sally fik både et for engelsk stil og engelsk litteratur så……det gik jo ikke så godt vel.

I lørdags var vi så til skole/hjemsamtale hvor hendes eksamensbevis blev overrakt. Hun havde bare fået så mange gode karakterer og hendes lærere havde kun godt at sige om hende. Hun er sågar den næstbedste til at skrive engelskstil ud af 133 elever, så helt dum er hun jo ikke. Vi grinede lidt over at da hun kom hjem fra skole den første dag, måtte vi kontakte hendes lærer, for hun havde ikke fattet en prik af hvad der foregik omkring hende, og nu får hun topkarakterer i engelsk.

 

Her i denne weekend (2. og 3. februar) var vi lidt kulturelle. Vi tvang for en gangs skyld Sally med ud af Tung Chung. Det er hun ellers ikke meget for. Det var et rigtig møgvejr om lørdagen så vi (John og jeg) besluttede at vi ville ind på Museum of Art. Silke har lige købt et staffeli, så hende lokkede vi med at hun jo skulle have inspiration til sine egne malerier. Det var nu noget af en skuffelse, for det var nogle kedelige kinesiske ”malerier” over hele museet. Kinesere har meget med at lave kalligrafi og al ære og respekt for det, men det er ikke ligefrem pangfarver de bruger  - mest sort og rødt. Det blev et hurtigt besøg.

 

Søndag var det heldigvis godt vejr – for første gang i 2 uger – så vi besluttede at vi ville tage i zoologisk og botaniskhave. Sally skulle hjem til en veninde, så det var kun Silke der skulle med. Det var en rigtig dejlig tur. Bare det at kunne sidde ude i solen og spise en is. Hong Kong zoo er ikke noget særligt. Ja, jeg var så fræk at sammenligne den med Bromølle dyrepark. Den største attraktion er en jaguar som ikke var til stede. Ellers er det mest fugle og nogle aber. Nå, det var ganske gratis, så vi tog det som en oplevelse. Vejret var godt og det var bestemt en oase midt i Hong Kong.

 

I denne uge (6) har pigerne fri fra skole, for det er kinesisk nytår.  Der bliver pyntet op alle steder. Ja, pynt er så meget sagt. Det er simpelthen tudegrimt. Det stikker deres julepynt med flere længder og det siger ikke så lidt. Alle kinesere har fri i et par uger. Jeg har forstået det sådan at kineserne fra mainland (selve kina) kun har fri denne ene gang om året og alle vil derfor gerne hjem til deres familier som de ikke har set i et år. Problemet lige nu i Kina er bare at der er sat ind med rigtig grim vinter. Snestorm og islag har lukket flere byer, og tog, busser samt fly kan ikke komme afsted. Der er total kaos på togstationerne, med flere hundredetusinde kinesere der venter. Ja, så skal jeg jo ikke klage over at jeg fryser i Hong Kong, men det gør jeg altså. Vi har været nødt til at købe en varmeblæser som kører i døgndrift. Vejret er næsten det samme som i Danmark. Sådan en 8-10 grader med regn og rusk. Silke og Sally har fået vinterjakker, men tænk jeg kan ikke finde en til mig. Mine overarme er blevet for store af at styrketræne – ja, jeg ved godt at det lyder som en vittighed, men den er god nok. Kineserne har kun tændstiksarme og de syer selvfølgelig jakkerne efter deres størrelse. Nå, så må jeg jo nøjes med alle mine trøjer i størrelse ”jysk landrace”.

 

Jeg vil slutte for denne gang. I dag er det fastelavnsmandag og jeg skal til at bage fastelavnsboller sammen med Silke.

 

Kærlig hilsen

Hanne

Dagbog 8

Lørdag den 15. december var der international dag på Sallys skole – YMCA – Jeg havde sagt ja til at lave dansk mad til en buffet. Det blev hjemmebagt rugbrød, frikadeller og drømmekage. Så bliver det vist ikke mere dansk.

Det var en rigtig god oplevelse. Først gik vi rundt i klasseværelserne og prøvede forskellige lege, derefter var der den internationale buffet og til sidst var der 1½ times underholdning lavet af eleverne og lærerne. Det var rigtig godt. Mange gange plejer man jo og sidde og krumme tæer når andre folks børn optræder, men det her var bare super.

Der var bl.a. en argentinsk pige der dansede en nationaldans med sin far. Så hvis Sally er her til næste år skal hun sikkert lave to tur til Vejle med sin far!!! Sikke et syn.

 

Søndag den 16. december var så dagen hvor vores juletræ fra Danmark (Ikea) skulle komme. Det kom bare aldrig. Da jeg ringede mandag morgen fik jeg at vide at de ikke kunne komme i kontakt med mig på telefonen, så derfor var de ikke kommet. Så fik jeg at vide at de ville komme tirsdag den 18. december. Det gjorde de bare heller ikke. Samme dumme undskyldning. Så blev fru Dahlbom tosset. Jeg skrev til Ikea at jeg ikke syntes deres service var særlig god. Og jeg fandt ikke at det var en ordentlig undskyldning at de ikke kunne komme i kontakt med mig telefonisk (løgn) for jeg havde jo allerede betalt dem for at levere mit juletræ og så havde de bare at komme. Hvis jeg ikke var hjemme på det aftalte tidspunkt var det jo mit ansvar.

Mange undskyldninger fik jeg, men ingen juletræ. Nå, de lovede højt og helligt at komme torsdag den 19. december og havde sagt til chaufføren at han skulle komme om så han kunne få kontakt til mig på telefon eller ej. Jeg fik da også juletræet – endelig kunne vi komme til at pynte det med al den pynt vi havde købt og selv fremstillet. Det skaber nu hygge med sådan et duftende grantræ med lys i.

 

Fredag den 21. december var så dagen hvor vi skulle modtage gæsterne fra det kolde Nord. Sally havde fået juleferie og vi gav Silke lov til at ”pjække” den sidste dag. Dvs. Mr. V (hendes klasselærer) syntes også det var ok.

Vi stod i lufthavnen med et stort skilt – ligesom når man ankommer til et charterferie mål. Jeg tror Rasmus var på vej ind i terminalen igen da han så os.

De to gamle nisser var godt brugte og jeg var helt nervøs for farfar for han var helt hvid i ansigtet. Efter en hurtig kop kaffe, fik vi lagt de to nisser i seng, men Rasmus og Kenneth ville ikke sove, så vi tog først ned i vores indkøbscenter og viste frem. Først den ”europæiske” del, så den kinesiske og til sidst tog vi dem med ned på det kinesiske marked. Da var de to fyre godt nok ved at bakke ud igen. Det er også et meget lugtende marked for der er både slagter, fiskehandler, bager og diverse kinesiske urter.

Da vi kom hjem viste pigerne rundt i Caribbean Coast mens jeg forberedte aftensmaden og fik vækket farmor og farfar. Det kunne jo ikke nytte noget at de sov for længe for så kunne de jo ikke sove om natten.

 

Lørdag den 22. december var alle friske og vi tog MTR ind til Mong Kok marked, hvor de første souvenir blev købt. Derefter tog vi ind til Sham Shui Poe som har elektronik osv. Vi ville godt udstyre gæsterne med simkort til deres mobiltelefoner, så vi altid kunne komme i kontakt med dem. Der er mange mennesker i Hong Kong og chancen for at blive væk fra hinanden er stor.

 

Søndag den 23. december tog John med farmor og farfar ind på et historisk museum. Rasmus, Kenneth, Sally og Silke var taget i forvejen for de ville først  ind på Science Museum, som Rasmus svagt kunne huske fra for 8 år siden. Jeg blev hjemme og forberedte julemiddagen og Silkes lagkage til næste dag. Lagkagebunde findes ikke herude, så hvis du vil have lagkage må du lave den fra bunden af.

Om aftenen tog vi ind på Spaghetti House og spiste. Det var Silke der bestemte for hun kan jo ikke bestemme hvad hun vil have at spise på hendes fødselsdag.

Gæsterne havde stadig jetlag, så efter at have set farfar sidde og nikke i stolen i en times tid sendte vi dem i seng.

 

Mandag den 24. december startede dagen med fødselsdagssang på sengen for Silke. Jeg tror hun fik hvad hun ønskede sig – bl.a. en nintendo ds  hun så i hvert fald glad ud.

John skulle på arbejde i et par timer så han gik glip af morgenmaden. Herude er den 24. en almindelig arbejdsdag.

Resten af dagen gik med hygge og så skulle vi jo også lige lave julemiddagen. Den bestod af andebryster i stedet for en hel and og ellers det sædvanlige tilbehør og selvfølgelig risalamande.

Vi dansede om juletræet og Kenneth syntes at det var sjovere hos os for vi synger kun enkelte vers af hver sang. Hos dem synger de alle vers for hans tante og onkel er begge lærere og de holder fast ved den tradition. Efter gaveræset fik vi også ringet til Danmark og ønsket glædelig jul.

 

Tirsdag den 25. december gik vi op til Tung Chung Fort. Der har vi aldrig været, så det var også nyt for os. Det er en god travetur og det var sikkert godt for vi skulle jo hjem og have julefrokost bagefter.

 

Onsdag den 26. december var det rigtig dejligt vejr, så vi besluttede at vi ville tage til Pui O og vise Silkes skole frem og derefter gå ned på stranden og nyde solen. Der var rigtig mange der camperede og de badede såmænd også.

Derefter tog vi til Mui Wo hvor vi sejlede til Central.

Så tog vi op på The Peak. Der har vi kun været om aftenen og denne gang tog vi The Tram (en sporvogn) derop. Det var en rigtig flot tur, men jeg må indrømme at jeg heletiden tænkte på hvad der ville ske hvis ”snoren” sprang. Der var godt nok stejlt.

Vi tog først op og så udsigten  og derefter spiste vi aftensmad på en thailandsk restaurant. Bagefter da det var blevet mørkt tog vi igen op og kiggede på udsigten.

 

Torsdag den 27. december var det igen arbejdsdag for John. Drengene ville ind til byen og shoppe ure. De bestilte ikke andet i starten end at købe ure. Kenneth havde fået dårlig mave, men da jeg lige har taget et reflexologykursus (zoneterapi), fik jeg lov til at prøve lidt på ham. Det så nu ud til at virke. Jeg hørte ikke om hans mave siden. Måske han er lidt bange for mine heksekunster. De gamle var lidt matte, så vi slappede af og tog om eftermiddagen ind til vores center og gik rundt og kiggede der.

 

Fredag den 28. december var alle igen friske (på nær John som skulle på arbejde). Vi tog derfor ud på Stanley Market som ligger i Aberdeen. Først skal man med MTR ind til Central og derefter en times tid med dobbeltdækker bus. Det er en flot tur, så turen i sig selv er nærmest sightseeing. På markedet fik jeg købt en træskål der kan dreje og som er udstyret med små skåle og et låg. Den havde jeg fået øje på sidst jeg var der, så nu købte jeg den altså. Mary fik sig et helt sæt tøj i hør. Det blev hendes gave fra Bernt. Han havde ellers planlagt at give hende et digitalkamera i julegave, men der kom vi ham i forkøbet.

 

Lørdag den 29. december havde vi igen John i blandt os, og vi besluttede at sejle til Tuen Mun som er en by vi kan se fra vores vinduer. Vi har aldrig været der, så nu var vi også på eventyr. Først var vi i et kinesisk shoppingcenter, men her kunne vi bestemt ikke finde noget vi ville spise til frokost. Derefter fandt vi et mere vestligt center og her var der da i det mindste KFC (som jeg ellers har nægtet at spise hos i 8 år – det er simpelthen for fedt). Mens vi spiste sad Rasmus og kiggede i Lonely Planet og fandt ud af at der lå et stort buddistisk tempel ikke langt fra hvor vi var, så derfor besluttede vi at tage et tog/sporvogn derud. Vi kom lige i sidste øjeblik kl. 16.45 – de lukkede kl. 17, så vi smuttede hurtigt ind. Det var godt nok flot. Faktisk det flotteste tempel jeg har set, så der skal jeg over igen.

 

Søndag den 30. december tog farmor, farfar, Silke, Sally, John og jeg til Lamme Island. Drengene ville ikke med da de hørte at der var betonstier at gå på. Det var for farmor agtigt. Dem om det. Der er nu dejligt derovre. Det tror jeg også at farmor og farfar syntes. Vi sluttede dagen af med at spise på en fiskerestaurant.

 

Mandag den 31. december var det jo nytårsaften. Vi havde bestilt bord på vores lokale luksushotel. Derefter tog vi ind til Kowloon for at se på fyrværkeri. Jeg var godt nok blevet forkølet (Rasmus havde smittet mig), så jeg måtte lige tage et par mirakelpiller først. Vi har sådan nogle håndkøbstabletter herude der bare er helt super. De indeholder alt hvad der er godt mod forkølelse og influenza. Dem må jeg have nogle med hjem af.

Da vi kom ind til Kowloon var der sort af mennesker og 2½ time til midnat. Vi måtte bide i det sure æble og stille os op og vente sammen med 400.000 andre mennesker. Jeg tror der er speed i de her piller for jeg kunne slet ikke stå stille men hoppede rundt. Endelig blev det midnat og vi var jo spændte på det hersens store fyrværkeri som vi havde læst om i avisen. Ja, godaw do. Jeg er sikker på at der var flere raketter i luften over Kalundborg Fjord end der var over Hong Kong havn. Tænk at jeg havde stået så længe og ventet på det. Nå, vi fik skålet i medbragt champagne og så ville drengene ellers ud og gøre byen usikker. Vi gamle + pigerne fik hurtigt øje på en Starbuck Coffee og gik derind bare for at få varmen og komme til at sidde ned. Lidt efter stod drengene der også. De kunne slet ikke forlade området, da alle 400.000 kinesere også ville hjem. Det endte med at Rasmus sad på skødet af sin mor og drak varm kakao. Det er nok ikke lige en nytårsaften han praler af derhjemme.

 

Cable car banen op til Buddaen er lige blevet åbnet så nytårsdag tog vi derop. Dvs. vi stod først i kø i en time før vi kom ind i en vogn. Det var meget koldt og det blev bestemt ikke varmere i vognen. Den var nemlig ikke helt lukket, så det peb ind alle vegne. Kenneth mente ikke at han kunne mærke sin r.. da vi endelig kom op på bjerget. Der var også meget koldt deroppe. Vi havde bestemt ikke fået tøj nok på.

Først tog vi alle trapperne op til Buddaen – bare for at få varmen – og selvfølgelig også nyde udsigten. Derefter skulle vi have frokost. Her fik Kenneth sig godt nok en lang næse. Han er en rigtig kød spiser og her er alle restauranter vegetariske, så han mente nærmest at han var ved at blive forgivet. Han snakkede meget om at han skulle ned og have en burger.

For at komme ned igen, skulle vi igen stå i kø i en time og hold da op hvor vi frøs. Turen ned var også meget kold.

 

Onsdag den 2. januar måtte farmor blive i sengen med forkølelse. Farfar var også forkølet men kom dog op, så jeg kunne proppe nogle mirakelpiller i ham. Farmor kan ikke sluge piller så vi måtte ned til vores kinesiske materialist og finde på noget andet. Heldigvis havde han også pillerne som pulver, så det fik vi i hende og det hjalp.

Vi tog os derfor en hjemmedag. Drengene ville ind og se om de kunne få sig et visum til Kina. Jeg havde sagt til dem at de altså skulle tage derind tidligt for der er altid kø. Men det ville Rasmus selvfølgelig ikke høre på. Hvad har en mor forstand på det for – han ved altid bedre. Ja, ja, de kom hjem uden visum for da de ankom var de nummer 800 i køen og det var nummer 103 der var ved at blive behandlet. Ingen Kina tur i denne omgang.

 

Torsdag den 3. januar tog vi (på nær John som skulle på arbejde) ind til Ocean Park. Vi havde taget rigeligt med tøj på og hvad sker der så – jo, det er høj sommer igen. Vi sad faktisk ude i det fri i bare arme og spiste frokost. Vi fik prøvet nogle karruseller og også set et delfinshow, før turen igen gik hjem. Det var nu dejligt at blive varmet igennem af solen.

 

Fredag den 4. januar ville Rasmus og Kenneth tage til Macau og overnatte til lørdag. Vi andre blev hjemme om dagen for vi ville tage på night market i Temple Street om aftenen. Her gik den store jagt på dillerdaller til at tage med hjem. Det var rigtig sjovt. Der var en god stemning på markedet – det kan være meget forskelligt – så der blev købt godt ind. Farfar fik sig både et jakkesæt, skjorte og strømper. Det var nok også sidste chance for markeds indkøb inden de skulle hjem til Danmark.

 

Lørdag den 5. januar tog vi til Tai O for at se de lyserøde delfiner. Først så det ikke ud til at være nogle, men vores ”kaptajn” var stædig og sejlede langt ud med os. Og vupti – ved en rejetrawler var de (hvor ellers). Da vi kom ind igen gik vi lidt rundt og så på selve byen. Der var en gammel mand der henvendte sig til mig og han blev bare ved med at snakke. Da han fik at vide at vi kom fra Danmark, kunne han fortælle flere ting fra Danmark. Han kunne også snakke tysk, så jeg tror han var en pensioneret lærer. Det var nu meget sjovt. Han ytrede et stort ønske om at få en dansk avis, så da jeg tilbød at sende en til ham var han ellevild. Jeg fik hans adresse og har da også sendt to aviser og et billede som farmor tog mens vi snakkede.

 

Søndag den 6. januar tog vi ind til Sømandskirken. Rasmus og Kenneth havde stadig tømmermænd efter deres tur til Macau så de skulle nok have lidt syndsforladelse. Vi andre kunne så vente på kirkefrokosten. Det er nu meget hyggeligt at komme i den her kirke. Jeg er jo også ved at være helt gode venner med præsten for jeg har efterhånden tilbragt mange timer sammen med ham. Godt nok ikke i kirken, men som hjælper til de forskellige tiltag der har været.

 

Mandag den 7. januar skulle Sally og Silke i skole igen. Rasmus og Kenneth ville blive hjemme og slappe af, så jeg tog farmor og farfar med ind til sheung wan hvor vi stod på en sporvogn og så gik turen ellers på tværs af Central. Det er en meget god måde at fornemme byen på. Vi stod af på North Point og gik lidt rundt og så på kinesiske markeder. Der er mange lugte og indtryk. Det er godt at de danske sundhedsmyndigheder ikke er herude for så var der nok ikke så meget at se på mere.

Derefter tog jeg dem så med hen på vores sidste nye shopping center som hedder 5 elements. Her fik vi en kop kaffe og blev hurtigt enige om at det her altså var kedeligt  i forhold til de kinesiske markeder. Farmor ville gerne i The Tree Sixties som er et supermarked hvor man kan få alt det man ikke kan finde andre steder. Moster Gerda (farmors søster) Havde læst om det i en dansk avis, så nu ville farmor da gerne se det.

Om aftenen havde vi inviteret Johns kollega Allan og hans kone Nonna på besøg. Nonna er russer, så vi ville gerne have at hun skulle snakke lidt rusisk med Rasmus (og måske ydmyge ham lidt). Det viste sig dog at drengen er meget god til rusisk, så det blev ikke til så meget ydmygelse. John ville jo gerne sikre sig at Rasmus kan klare at føre dem gennem Rusland når de til sommer skal med den transsibiriske jernbane. Det lød ikke til at være noget problem. Nonna kunne sågar komme med praktiske fif om turen. Vi må hellere sikre os hendes telefonnummer i Danmark.

 

Onsdag den 9. januar var så den store hjemrejse dag. Kenneth nåede at lave lidt panik i lufthavnen. Både Rasmus og jeg havde spurgt ham flere gange om han nu havde husket både pas og billet og han svarede ja hver gang. Da vi så stod i check-in køen og Rasmus bad om at få hans pas og billet, kiggede han bare tomt på Rasmus og spurgte ”hvilken billet?” Vi troede først at han jokede, men nej han mente da bestemt at han havde smidt den væk for han troede ikke han skulle bruge den igen – hjælp!!! Her var gode dyr rådne. Vi kom frem til at hvis han havde den måtte den være i den taske han havde brugt til håndbagage  på vejen ned. Op med kufferten, frem med tasken og vupti der var billetten heldigvis. Der var jeg godt nok tæt på at brænde inde med Kenneth Olsen, Svenstrup.

Vi fik vinket farvel og tog igen hjem. Der var godt nok stille (og beskidt). Nu skal jeg så igen undvære Rasmus i 4 måneder. Nå, det er nok en mors lod når ungerne bliver voksne.

 

Lørdag den 12. januar var vi til efterbasarfest i Sømandkirken (ja, jeg går meget i kirke). Det var rigtig hyggeligt lige indtil de ville til at spille bingo. Det har jeg ikke gjort siden jeg vandt en and i Gassum Forsamlingshus for 35 år siden. Tænk sig jeg vandt sørme to store poser med alt godt fra…nej ikke havet men fra Danmark. Så nu har vi igen kaffebønner, asier, saltlakrids, spegepølse osv. Igen.

Da vi skulle hjem var der en ung pige der spurgte os om ikke vi havde en dreng på ca. 20 år for hun var da sikker på at hun havde gået i børnehave med ham. Jeg syntes godt nok at hun havde virket bekendt og nu kunne jeg pludselig sætte navn på hende. Det var Maria.  Jeg kender endda hendes mor hjemme i Kalundborg og har straks sendt en hilsen hjem til hende. Hendes datter har det fint – hun sidder og spiller kort og drikke øl i den danske sømandskirke i Hong Kong – så kan det da ikke blive bedre.

Dem hun besøgte i Hong Kong var også med. Det viste sig at de var fra Raklev og Nyrup, ja så kommer vi da vist ikke nærmere. Hende der var fra Raklev har en far der er postbud (Ole Post) og ham kender Rasmus godt. Ja, ja, man skal åbenbart ud i verden for at møde sine naboer.

 

Søndag den 13. januar var det Johns fødselsdag og gudskelov for at den er overstået. Han er et meget krævende fødselsdagsbarn. Det er jo også Simons (vores gudbarn) fødslesdag, så jeg fik også sendt en hilsen hjem til Danmark.

 

Onsdag den 16. januar var jeg til kursus i Indisk hoved massage. Det var rigtig godt og helt sikkert noget jeg kan bruge når jeg kommer hjem – glæd jer.

 

Torsdag den 17. januar var vi til skole/hjemsamtale om Silke. Dvs. det foregik ikke på skolen men på Pasific Coffee i vores center. Mr. V. havde kun godt at sige om Silke, så det var jo dejligt. Vi fik en statusrapport som jeg vil sende hjem til hendes lærer. Så kan de også følge lidt med i hvordan det går.

 

Det var så alt for denne gang. Og ja, det blev en ordentlig smørre men det er også længe siden jeg har skrevet sidst. Jeg har været travlt beskæftiget med at have gæster.

Lige nu er vi begyndt at tænke hjemad. Der er kun to måneder til vi stopper herude. Vi regner med at tage ud og rejse en månedstid bagefter og det er planen at vi ankommer til Danmark den 18. april. John har sagt nej til at forlænge sin kontrakt så han bliver også hjemme – dejligt. Det bliver dejligt igen at skulle ”spise i rundkreds” (Silkes fortolkning af at spise samlet omkring bordet).

Jeg glæder mig meget til at komme hjem igen. Jeg har bare sådan en lyst til at komme i gang med at massere igen. Det har taget et stykke tid om at komme – altså lysten – men nu er den her.

 

Kærlig hilsen

Hanne

 

Dagbog 7

Sally og Silke har været på camp med deres skoler. Sjovt nok var det de samme dage de skulle afsted, så John og jeg havde lige pludselig et par fridage.

Onsdag den 21. november fik vi først sendt Sally af sted om morgenen med al sin oppakning. John forbarmede sig over hende og sendte hende af sted i en taxa. Hun skulle til Kina i en militærlejr og flytte grænser – altså hendes egne ikke Kinas. Når det blev for vildt bildte hun dem ind at hun havde forhøjet blodtryk. Det var eneste undskyldning for at undgå bungie  jump.

Bagefter fulgte vi så Silke ned til hendes bus. Hun skulle såmænd kun over vejen fra skolen i Pui O og ned på stranden. Selvom det kun var tre dage havde hun også masser af oppakning med. Hun skulle bl.a. have en sovepose og liggeunderlag med. Det er så bare en af de ting som man kan lede længe og forgæves efter herude. Jeg er jo kvinde, så jeg kan godt finde ud af at spørge om hjælp. Da jeg var inde og forberede julebasaren spurgte jeg i øst og vest og tænk så var der såmænd en som havde set dem i vores eget Butikscenter her i Tung Chung. Her har jeg okset rundt inde i Central og så er de lige om hjørnet. Der var godt nok kun en sovepose tilbage og den var ikke helt billig men jeg måtte jo tage den. Jeg forsøgte dog at forhandle lidt om prisen. Når nu det var den sidste måtte jeg da have den til en god pris – men nej, det kan man vist kun ude på markederne. Jeg måtte også lige lære ham at komme soveposen i etuiet. Det havde han da ikke prøvet før. Han rullede først soveposen sammen, ja så beder man selv om problemer. En sovepose skal ikke rulles den skal stoppes ned i etuiet ellers er etuiet for lille.  Jeg har vist taget skade af at være omgivet af spejdere.

Liggeunderlag har jeg endnu ikke fundet, så hun blev sendt af sted med min yogamåtte.

 

Efter at Silke var taget af sted, fik vi os lige en kop kaffe i Pacific Coffee og så tog jeg ind til Sømandskirken hvor det var tid til at pakke julegaver ind. Det var godt nok flotte gaver der blev doneret af Top Toy. Det var gaver helt op til 500 kr.

John og jeg benyttede os af at være alene hjemme, så vi tog ind til Central og gik op i Soho og spiste. Dejligt med lidt kvalitetstid.

 

Torsdag den 22. november var vi inviteret ned til Silkes camp. Vi skulle tage mad med til et fælles tagselv bord. Det nærmede sig helt Raklev Skole tilstande. Jeg stegte frikadeller og lavede broccolisalat ( den med rosiner, rødløg, bacon, solsikkekerner). Det var skægt at se de andre forældre tage først en lille bitte smugle af broccolisalaten for derefter at gå tilbage og tage en ordentlig portion. Jeg har det jo på samme måde med deres ”underlige” mad.  Sæt det smager af hund. Det var faktisk en rigtig hyggelig aften. Vi fik snakket med nogle af de andre forældre og spist en masse forskellig fremmed mad. Ovenikøbet var det et rigtig fint vejr. Den eneste vi ikke så meget til var Silke. Hun kom lige hen og sagde hej og så var hun væk igen. Vi tager det som et godt tegn at hun at så travlt med veninderne.

 

Fredag var noget travl for vi havde bestilt en 4 dages rejse til Cebu (Filippinerne). Da John bestilte flybilletterne troede han at det var kl. 12.35 lørdag middag vi skulle flyve, så var der jo fint med tid til lige at få vasket tøsernes tøj fra campen. Pakke og så af sted. Vi har kun 10 minutter ud til lufthavnen. Vi blev dog klogere for da han trykte send på bestillingen stod der lige pludselig 00.35 i stedet for 12.35. Han havde lige overset det her lille AM bagefter 12.35. Det var da heldigt at vi opdagede det, ellers ville vi stå med et fly der var fløjet.

Vi kunne så hurtig se at vi ville stå i lufthavnen kl. 3 om natten i stedet for 3 om eftermiddagen. Og da vi først kunne få vores bungalow på resortet kl. 14 var vi ligesom nødt til at booke en ekstra dag. Det var udmærket. Vi blev afhentet i lufthavnen af en chauffør fra resortet og kom hurtigt ned under dynerne.

Da vi jo ankom om natten havde vi ikke kunnet se så meget af hvad der var uden for resortet, så det ville vi da lige undersøge næste dag. Jeg fik dog mine bekymringer da vi ville ud af porten og der stod en vagt med et maskingevær. Det var sikkert også nødvendigt for der var masser af tiggere uden for og en masse andre der gerne ville sælge os diverse ydelser. Det tog os lige nøjagtig 5 minutter at komme ind igen, så havde vi ligesom fået nok. Trist at verdens goder skal være så ulige fordelt, men det kan jeg ikke gøre så meget ved på en 4 dages ferie. Når man som jeg tror på genfødsel kan man godt blive lidt bekymret over muligheden for at blive sat i verden sådan et sted.

 

Derefter blev i inde på resort området. Lige med en afstikker ud på havet en dag. Vi skulle selvfølgelig ud og snorkle. Vi købte en 5 timers tur med stop ved tre forskellige øer. Vi fik også en livredder med og det syntes jeg var dejligt for det blæste temmelig meget. Der var en tyfon på spil i det nordlige af Filippinerne. Jeg syntes godt nok at bølgerne var noget høje, men jeg blev lidt mere rolig da Silke fik redningsvest på i vandet. Strømmen var også stærk så vi skulle hele tiden koncentrere os om ikke at komme for langt væk fra båden. Ved det sidste stop syntes jeg bare at bølgerne var blevet endnu højere. Livredderen kunne godt se at jeg så noget bekymret ud. Men han forsikrede os om at det ikke var noget problem og at han nok skulle holde godt øje med os. Det gik da også fint. Det er nu dejligt at få udforsket havet lidt igen.

 

Vi fik virkelig slappet af de 4 dage. Der var heller ikke så meget andet at gøre, hvis ikke lige man er til karooke. Jeg var lidt bekymret for min mand for han sov næsten hele tiden. Hver gang han satte sig i en lænestol på verandaen med en bog faldt han i søvn. Han må jo have haft brug for det.

 

Den sidste dag skulle vi være ude kl.12 og vores fly fløj først kl. 9 om aftenen, så vi tog i lufthavnen med bagagen og derefter ind til Cebu, hvor vi blev sat af ved et mega indkøbscenter. Her fik vi så de næste 6 timer til at gå. Især Sally gik helt amok med shopping af tasker og bælter. Hver gang vi kom til en ny etage sagde hun at hun bare lige skulle bruge 50 kr. så var hun færdig. Ja tak, færdig på den etage. Til sidst måtte vi stoppe for vi skulle jo havde det med som håndbagage i flyet.

 

Lørdag den 1. december var der juletræsfest i Sømandskirken. Silke og jeg tog tidligere af sted for Silke skulle gå Lucia og der skulle være tid til at øve lidt først. Efter en kort gudstjeneste med luciaoptog, var der hygge for ungerne. Der var opstillet boder, hvor de kunne lave havregrynskugler, lave juledekorationer med rigtig ler og rigtig gran osv. Jeg havde sagt ja til at have ansvaret for klippe/klistre boden. Det var så meningen af Silke og en ny veninde Julie skulle hjælpe mig. Det var nu ikke så meget jeg så til dem, for de havde travlt med at prøve de andre boder. Det var rigtig sjovt at stå der, for de fleste børn havde en voksen med, så jeg slap for selv at blive indsmurt i glimmerfave, lim etc.

                                                                  

Bagefter skulle der danses om juletræet og så kom julemanden og der blev delt gaver ud til den store guldmedalje.

Noget der undrede mig meget, var at der var rigtig mange familie der havde taget deres maid med til juletræsfesten. Det var så maiden der gik rundt med ungerne og hyggede sig men forældrende socialiserede med de andre forældre. I må have mig undskyldt men det syntes jeg godt nok er sygt. Tænk at man ikke kan være sammen med sine unger sådan en dag. Det var kun 3 timer det drejede sig om. Sådan bliver man åbenbart af at være udstationeret  i for lang tid.

 

Fredag den 7. december havde jeg så igen lidt kvalitetstid med min mand. Ved et tilfælde så jeg en annonce i avisen fra et lille teater inde i Central. Det var et engelsk stykke a la Agatha Christie og jeg er jo krimifan om en hals. Det var et meget lille teater. John og jeg sad nærmest oppe på scenen. Der var en tre retters menu med i prisen og vi ville blive draget med ind i skuespillet. Bl.a. skulle vi være med til at gætte morderen. Det var rigtig sjovt og hyggeligt. Jeg er helt vild med engelsk humor så jeg fik grinet igennem.

 

Jeg er startet på et nyt kursus. Reflexology. Det er en forsimplet form for zoneterapi. Jeg har tit en fornemmelse af at jeg skal trykke et bestemt sted under klientens fødder når jeg masserer. Problemet er bare at jeg ikke aner en dyt om hvad jeg trykker på. Det håber jeg så at blive lidt mere klog på efter dette kursus.

 

Ellers forsøger vi at komme i julestemning. Det kniber dog noget. Der er omkring 20-22 grader og solskin og når du kigger ud af mit stuevindue ser du en 3 km lang allé med palmer. Jeg har dog måttet overgive mig hvad angår juletræ. Jeg fik helt ondt af Silke da vi skulle hjem fra juletræsfesten. Hun havde lavet en juledekoration og hele vejen hjem i MTRen havde hun næsen nede i posen for at dufte gran.

Nu har jeg så været inde i Ikea og bestille et dansk juletræ. Det får vi leveret næste søndag (den 16.), så får vi da lidt glæde af det for det var godt nok dyrt. Jeg bestilte endda kun et på 1,5 m. Og alligevel ville de have 589 hhk$ (400 dkr.) for det. Nå, jeg har hørt noget om at træerne i Danmark også er dyre i år. Min næste bekymring går så på hvordan i alverden vi får et dryssende juletræ ned fra 22. etage. Det må blive Johns hovedpine.

 

For at få lidt hjælp til julestemningen hører jeg tit dansk radio. Det passer nemlig med at DR sender julemusik nonstop om natten. Og da er det jo formiddag herude. Vi følger også med i både Pyrus og Jul i svinget. Dejligt at nettet er opfundet. Sidst vi var af sted for 8 år siden var det ikke så udbredt. Deres radio programmer herude er aldeles rædselsfulde, så kinesisk radio hører jeg ikke. Og fjernsynsprogrammerne er også hurtigt overstået. Lige på det punkt er jeg overhovedet ikke integreret. Men jeg er da trods alt begyndt at læse engelske bøger.

 

Om kun 12 dage får vi så endelig besøg hjemme fra Danmark. Det glæder vi os meget til. Der er også sendt en lang liste hjem med madvarer som vi bare ikke kan/vil undvære i julen. Der er 4 kufferter at fordele det i, så det går nok.

 

Det var så alt for denne gang. Jeg vil lige slutte af med at ønske jer alle en rigtig glædelig jul, samt et godt og lykkebringende nytår. Og vær sikker på at vores tanker vil gå til jer alle lige her i juletiden. Der er nu noget specielt ved den danske jul.  Godt at vi trods alt får Rasmus, Kenneth, farmor og farfar herud.

 

Kærlige julehilsner

Hanne & Co.                                                                

Dagborg 6
Søndag den 28. oktober tog John og jeg til Tai O. Sally og Silke gad ikke tage med, så de måtte  blive hjemme og kede sig – dem om det.

 

Vi tog bussen derhen. Det tager ca. 45 minutter og det var første gang at John var på de kanter, så han fik en oplevelse. Det er en meget smuk kørertur op i bjergene med udsigt ud over vandet.

 

Da vi ankom til Tai O var der hurtigt en der henvendte sig til os og tilbød en sejltur ud  og se de lyserøde delfiner som Tai O er så berømt for. Da det kun kostede 20 hk dollar (17 kr) for en ½ times sejltur var der ikke så meget at betænke sig på. Først sejlede vi ind i kanalerne. De påstår at det er Hong Kongs Venedig, men jeg har været i Venedig et par gange og Venedig er nu knap så fattigt og faldefærdigt. Vi undrede os over at der overhovedet er nogen der kan bo i sådanne blikskure på pæle i vandet. Derefter blev vi sejlet ud i bugten og så skulle vi jo se delfiner. Vi havde nu ikke så stor tiltro til at der var nogen, men det blev gjort til skamme for der var mange lyserøde delfiner og de var i deres legesyge hjørne. Det var dog svært at få taget et ordentligt billede for de er hurtige.

Tilbage i Tai O skulle vi da lige ind og se byen. Tai O er også berømt (berygtet) for sine tørrede fisk og rejepasta. Der er boder der ligger tæt i hele byen der sælger denne ”delikatesse” .  Jeg kan godt sige jer at det stinker. Vi gik nu hurtigt igennem alle boderne og kom ud til et tempel i stedet for. Her kunne vi se at der var en gå sti til Tung Chung så den må vi prøve engang. Det tager kun 3 timer at gå ruten, så det er da overkommeligt.

 

Mandag den 29. oktober var jeg tilsagt til formiddagskaffe hos Nona. Jeg havde nu frygtet det lid.t Bare tanken om 10 skrigende unger i en lille lejlighed kan godt få mig til at miste modet. Nå, heldigvis var alle ungerne på nær 1 i børnehave, så det blev nu meget hyggeligt alligevel. Der var sågar en australsk kvinde på 53 år. Her tænkte jeg at hun kunne da ikke have små børn. Det havde hun heller ikke. Hendes sidste ud af 6 børn var da blevet 8 år. Respekt. Hun var nu meget sød, så hende har jeg snakket lidt med siden. Hun er også ofte i fittness rummet, så vi havde set hinanden.

 

Der var også en israelsk kvinde. Det var lidt underligt at høre hende snakke om Isreal som om det var paradis på jord. Især når man læser om alle deres kriser i aviserne. Hun blev ved med at sige at vi skulle besøge landet, og da jeg spurgte om det nu også var sikkert, kiggede hun underligt på mig, for ifølge hende var det da bare i Gaza området at der var problemer. Meget tænksomt at få historien fra to sider.

 

Tirsdag den 30. oktober var jeg til tøjparty. Ja jeg var egentlig ikke direkte inviteret, men da jeg hørte at det var Masai til en billig penge, inviterede jeg mig selv. Og hold da op hvor var det billigt. Det var strik der var der og vi skulle kun give 1/3 del af den danske pris – i Hong Kong dollar vel at mærke. F.eks. købte jeg en rigtig lækker trøje der i Danmark koster 800 kr. og jeg gav kun 200 kr. for den. Vi var kun 8-10 personer til stede, men det lignede en slagmark. Det er forskellen på danske kvinder og kinesiske kvinder. Vi danske slås om billigt tøj og kineserne træder hinanden ihjel for at få billig madolie (er lige sket).

 

Onsdag den 31. oktober var jeg på besøg hos Lotte i Repulse Bay. Lotte mødte jeg da jeg var inde og sortere julepynt og vi svingede bare med det samme. Det var smadder hyggeligt og jeg kom først hjem kl. 17. John spurgte om ikke jeg havde ondt i kæberne af alt det snakken. Han undrer sig altid over at vi kvinder kan snakke i så mange timer og når så han spørger om hvad vi har snakket om, siger jeg bare  - ingenting –

 

Fredag den 2. november var jeg hjemløs forstået på den måde at de slukkede for strømmen i hele huset fra kl. 9 – 18. Jeg tog så til Central sammen med Nonna. Vi havde nemlig en mission om at finde gaver til vores ungers pakkekalender. Jeg kan godt se at hun har det lidt nemmere end mig. Det er nu nemmere at finde ting til en på 3 år end to på 11 og 15 år (og dyrere). Jeg kom kun lidt af vejen, så jeg må hellere være lidt mere på udkig.

 

Lørdag den 3. november  og søndag den 4. november skulle jeg til kursus i Hot/Cold Stone Therapy. Der var bare fantastisk, som at ”komme hjem”. Det er en rigtig dejlig massag – både at få og give. Jeg kan jo godt lide at massere med lange tunge strøg og det gør man her. Det er helt meditativ at give den form for massage.

Senere lørdag havde jeg sat John og pigerne stævne i Wanchai. Vi havde i Lonely Planet set en mexicansk restaurant derinde og vi elsker mexicansk mad så den måtte vi da ind og prøve. Jeg ankom først og fandt hurtigt restauranten. Den lå lidt til venstre af hvor jeg kom på med MTRén. Jeg gik så lidt til højre for jeg kunne lige se at der lå en masse forretninger der sælger badeværelser, vaske, armaturer etc. Dem gik jeg så og så på mens jeg ventede på min familie. Da de endelig kom gik vi så hen mod restauranten. Lige pludselig kunne jeg godt se at det her var da vist ikke så godt. Det var et kvarter med meget letlevende damer og bestemt ikke et sted man tog børn med hen i. John beskyldte mig for at drive mine piger i fordærv, men jeg havde jo kun kigget på vandhaner!!!!

Nå, vi fandt en anden mexicansk restaurant i Soho, som var mere børnevenlig, så det endte jo godt.

 

Onsdag den 7. november var jeg i Danish Room (Sømands kirken) og bage kransekager til julebasaren. Jeg var lidt spændt for det har jeg aldrig prøvet før. De blev nu hammer gode og vi fik da bagt næsten 600 stk. De skal så sælges på julebasaren. I Danish Room mødte jeg to andre jeg ikke havde hilst på og det viste sig at den ene Ditte var hende der står for juletræsfesten den 1. december, så nu er jeg også blandet ind i den. Jeg skal være med til at pakke gaver ind, og har også lovet at stå i en bod. Gad vide hvad jeg skal lave efter jul.

 

Torsdag den 8. november havde John taget fri, så vi kunne få lidt kvalitetstid sammen. Vi tog så ind til Wanchai for at gå lidt på opdagelse (uden for det røde distrikt). Det er en helt anden verden derude. Mere farvestrålende og spændende. Jeg fik da også købt et par gaver til pakkekalendere.

 

Lørdag den 10. november skulle Sally til åbenthus arrangement på sin skole, så John, Silke og jeg tog ind til byen. Vi ville besøge Science museum. Det var bare godt. Silke var fuldstændig tændt og skulle prøve det hele. Vi bruge 3½ time derinde, så det var da meget godt gået. Vi var der også på vores jordomrejse for 8 år siden og her var vi også begejstret. Det var lidt sjovt at se Silke, for det var ligesom at opleve den begejstring Rasmus lagde for dagen for 8 år siden. De ligner nu hinanden de to.

 

Tirsdag den 13. november var jeg til Balut. Det er en form for terningspil som de danske kvinder (og et par enkelte svenske) spiller en gang om måneden. Først spiste vi en bedre middag og så gik spillet i gang. Jeg har jo aldrig prøvet det før, så måtte lige guides. Det minder nu meget om yatzy. Jeg er jo helt og aldeles ikke skabt til spil og er bedøvende ligeglad med om jeg vinder og taber. Det var der nu flere der syntes var vildt provokerende. Nå, jeg vandt da en trøste præmie for jeg tabte selvfølgelig. John var igen inde på at jeg jo også havde held i kærlighed og man kan jo ikke få det hele.

 

Fredag den 16. november var jeg inde i sømandskirken i Kowloon for at hjælpe med til at forberede julebasaren næste dag. Jeg var sat i køkkenet og stod og smurte 1600 stk. rugbrød med smør og skar 12 spande marinerede sild op (gæt hvad mine fingre lugtede af i flere dage) og til sidst skulle der lige pilles mindst 50 kg rejer. Det sidste var øv for der var bestilt pillede rejer, men containeren med de frosne madvarer kunne ikke nå frem til tiden, så vi måtte have fløjet varer ind.

 

Lørdag den 17. november var så dagen for den store julebasar i sømandskirken. Der var godt nok mange mennesker og der blev købt ind til den store guldmedalje. Tænk igen at kunne få rugbrød, sild, marcipan, SOVSEKULØR!!!, gløgg, leverpostej, spegepølse, dansk slik ja alt der skal bruges til en juleaften og 1. juledag.

I juleland kunne der købes julepynt til en billigpenge, og i restauranten kunne der købes dansk smørrebrød og danske hotdogs. Der var også tombola og jo flere fadøl John fik indenbords des flere 100 dollar sedler røg der udenbords. Jeg tror vi brugte et par tusinde dollar den dag, men vi var enige om at det var noget sjovere at betale kirkeskat på den her måde i stedet for at få en tør oblat og en sjat sur altervin.

Jeg skulle først i køkkenet kl. 15, så jeg havde masser af tid til at hygge med min familie og de venner vi trods alt har fundet herude.

Efter basaren var der fest for os hjælpere. Der spiste og drak vi så alle resterne.

    

Nå, det blev også en længere smørre fra mig denne gang – beklager, men nu vil jeg også slutte for denne gang.

 

Og lige til allersidst vil jeg sige tak for alle de mails jeg får fra jer. Tusind tak for det. Det er jo også vigtigt at vi herude kan følge lidt med i hvad I går og laver, så vi ikke er helt bagefter når vi kommer hjem.

 

Kærlig hilsen

Hanne

 

 

 

Dagbog  5

 

Lørdag den 6. oktober tog vi til Macau. Pigerne har fået visum til Hong Kong, men det er så sindrigt at man skal rejse ud af landet for at blive stemplet ind igen i tolden. Først da ”virker” visumet. Nå, jeg mangler stadig mig visum, så vi får da en udenlands rejse igen.

 

Vi havde reserveret en  Bella Suite på The Venetian Macau. I kan kigge med på

http://www.venetianmacau.com/

 

Det var vild luksus. Sally er jo et luksusdyr og der skal meget til at gøre hende tilfreds, så det var sjovt at se hende da vi trådte ind i hallen på hotellet. Hun tabte simpelthen underkæben og stod bare og så temmelig dum ud. Det skal siges at det er meget stort. Jeg har aldrig været i en hotel hall der er så stor. Og så er den også pyntet op, så man ikke tror sine øjne.

 

Vi fik chekket ind. Dvs. John gjorde det for pigerne måtte ikke gå ind i selve hallen, for det er også et casino. Vi måtte altså pænt blive ude i forhallen og vente.

Det var noget af en vandring bare at finde elevatorerne til vores værelser. Det er godt nok stort. I de to dag vi var der. Lykkedes det ikke mig at få en hel klar fornemmelse for hvor jeg egentlig var (nord, syd osv)

 

Suiten var også rigtig flot og Sally ville tage billeder inden vi spolerede det hele. Vi tog senere i swimmingpoolen – ja i virkeligheden var der 5. Det var nu ikke så prangende for der var ved at blive bygget hele vejen rundt, så det var en byggeplads vi havde som udsigt.

 

Senere tog vi det pæne tøj på og gik ned for at finde et sted at spise. Hold da op. Det var danske priser. Det er ligefør vi falder om når vi bliver præsenteret for danske priser. Nu har vi jo vænnet os til Hong Kong priser. Da vi havde sundet os lidt, blev vi enige om at tage på en Brasiliansk restaurant, hvor de serverede buffet. Dvs. salat, pasta osv. Var buffet. Kødet blev ”serveret” af tjenere ved bordene. Ved vores tallerkner lå der en rund metal dims som var grøn på den ene side og rød på den anden. Når vi var klar til at få kød skulle vi vende den grønne side opad.

Hold da op hvor fik vi meget kød – lige noget for Silke – det var så galt at vi indimellem måtte vende den røde side opad, bare for at få lidt fred.

Der var også fin betjening  - sådan cirka to tjenere til hvert bord. Jeg syntes det var noget stressende i starten for de sprang som lopper omkring en. Hver gang vi rejste os for at gå til buffeen var de der med det samme og lagde vores serviet sammen. Når vi kom tilbage trak de stolen ud og lagde servietten i skødet på os igen. Det skulle jeg lige vænne mig til. John forsøgte at holde en samtale i gang med mig, men jeg måtte stoppe ham for jeg kunne altså ikke koncentrere mig om at svare ham når en fremmed mand havde sine hænder i mit skød!!

Næste morgen fik vi morgenmad som roomservice – se det var også noget der passede Sally. Suiten er så stor at der er spisestue også, så vi valgte at bestille maden op i stedet for at skulle ned og finde en restaurant.

 

Venetian er bygget op ligesom Venedig, med broer og kanaler hvor man kan få en  sejltur  i en gondol (mod betaling). Der er lavet himmel over det hele, så man har en fornemmelse af dagslys hele døgnet rundt. Det er meget flot, men det var nu meget godt at komme ud i den virkelige verden igen.

 

Onsdag den 10. oktober var jeg tilsagt til at sortere julepynt i Sømands Kirken.  Det er til julebazaren som afholdes i november. Aldrig har jeg set så meget julepynt. Hvis I forestiller jer en gymnastiksal i en gennemsnits folkeskole og så fylder kasser ind i den og de kasser skal tømmes og sorteres og fyldes i kasser igen, så ved I hvad jeg var igennem. Jeg troede at det ville tage ca. 3 timer, men jeg kom kl. 9 og tog først derfra igen kl. 17. Jeg var helt færdig. Hjemme i Danmark ”må” jeg jo ikke arbejde mere end 3 timer om dagen og her havde jeg været i gang i 8 timer. Puha. Jeg kunne ikke tænke en normal tanke og hvordan jeg kom hjem med MTRen ved jeg ikke helt.

Alt det julepynt skal sælges til julebazaren. Der bliver også salg af madvarer fra Danmark og der kommer en slagter og sælger kød.

 

Den 1. december er der julefest. Silke skal gå Lucia. Så kan det være at hun møder nogle af de andre danske piger på hendes egen alder. Hun er ellers ved at komme efter det engelske og jeg kan fornemme at hun er ved at danne venskaber med sine klassekammerater.

 

Lørdag den 13. oktober valgte vi at tage i Ocean Park med Silke. Sally gad ikke med for hun havde jo været der for et par uger siden. Lige nu har de et halloween tema om aftenen og det valgte vi at tage ind til. Der er til lejligheden pyntet op for at gøre det hele uhyggeligt. Det har de være gode til. Der går en masse uhyggelige væsener rundt i parken og forskrækker folk. Der er også bygget 7 spøgelseshuse og alle kineserne stod i kø ved disse spøgelseshuse. Det gjorde at der ikke var særlig lang ventetid ved forlystelserne som vi jo var kommet for at prøve. Vi kunne ikke forstå at de gad stå i kø i over en time for at gå ind i et spøgelseshus, men til sidst ville mig og Silke lige have styret vores nysgerrighed og gik ind i et. Hold da op – jeg tissede i bukserne så bange blev jeg. Der var jo mørkt derinde og man går rundt. Lige pludselig er der så en der springer frem og griber en om benene. Det der gjorde at jeg tissede var at jeg stod og kiggede på en tom seng og funderede over hvad uhyggeligt der var ved det, da der kom et lig flyvende lige ud i hovedet på mig. Jeg blev simpelthen så forskrækket.

 

Mandag den 15. oktober havde vi Allan og Nona ned for at spise brun sovs. Jeg har jo fået Nonas sovsekulør og havde lovet at invitere på brun sovs. Ja, vi fik også forloren hare (med den gode sovs), så ikke et øje var tørt.

 

Silke har ferie i denne uge så vi tog ind til Sømands Kirken om tirsdagen for at bytte bøger. Silke ville også gerne finde nogle danske bøger. Her fik jeg at vide at der var sortering af kasser med tøj til julebazaren næste dag. Jeg takkede pænt nej. Jeg skal jo tage mig af min datter. Reddet på målstregen.

 

Fredag den 19. oktober (endnu en helligdag) havde John lovet at tage fri til middag, så vi kunne foretage os noget sammen. Ja, det blev uden Sally for hun skulle ned til Dannakai – en af hendes veninder – men vi havde tænkt os at tage ind og se en Disney 3 D film (Nightmare before Christmas) i Kowloon. Det viste sig nu at filmen var totalt udsolgt så vi tog i stedet ind til Hollywood Road som er en gade med et kendt tempel og med antikke ting. Templet var bare så overrøget af røgelsespinde at det var svært at trække vejret derinde. Til gengæld fandt jeg en forretning, som jeg havde set på nettet. De sælger keramik lavet af en thailandsk kunster, og jeg havde forelsket mig i en håndvask til mit nye badeværelse hjemme i Danmark. Den jeg ville have var stadig i Thailand, så vi kan først få den senere.

 

Lørdag den 20. oktober tog vi (ikke Sally som igen skulle ned til Dannakai) til Lamma Island. Her er der en vandretur på ca. 2 timer. Ja, man kan godt gøre det hurtigere, men da vi insisterede på både ispinde pittstop og fadøls pittstop tog de altså 2.5 time for os at gå turen. Det er så ”smart” at man sejler ud til en havn på Lamme og så går man over øen til en anden havneby hvorfra man så kan sejle tilbage til Hong Kong.

Det var bare en rigtig dejlig tur. Vejret var perfekt – kun 26 grader – og en let vind. Stierne er også gode. Det er beton stier, så det er nemt at gå der. Og hold da op for nogle flotte udsigter.  Her må vi over igen.

 

Nå, det må være nok for denne gang. Jeg har tænkt mig at tage ned til swimmingpoolen et par timer i dag. Det er ikke så varmt – ca. 27 grader – så det er til at holde ud.

 

Knus

Hanne

 

Dagbog 4

 

I dag den 20. september er det farmors fødselsdag, så vi ringede hjem til hende. Farmor og farfar har sådan lidt on/off villet ud til os til jul. Det sidste vi hørte inden vi tog herud var at de nok IKKE kom for der var jo så langt. Efter et par måneder er savnet efter deres to børnebørn dog så stor at de alligevel gerne vil herud. De har jo også to guider med, da både Rasmus og Kenneth skal herud. Vi har bestilt flybilletterne så nu kan der ikke fortrydes. Silke blev meget glad da hun hørte at de kommer. Nu får hun jo også gæster til sin fødselsdag.

 

Silke er jo begyndt i skole. Det går som end meget godt, men hun syntes selv at hun er usikker på at snakke engelsk – er ikke helt klar over hvad tingene hedde. Derfor tog vi  lørdag den 22.september ned i vores lokale center, hvor John og jeg havde lagt mærke til at der var et engelsk sprogcenter. Vi lavede aftale om at Silke hver mandag skal have en times undervisning der. Desuden har vi også fået telefonnummeret på en engelsk lærer der bor lige i nærheden og som tager ud og underviser. Hende prøver vi nok også. Det er jo vigtigt at Silke får noget lærdom ind i hovedet og ikke mindst socialt samvær med sine kammerater.

 

Senere om lørdagen tog vi ind på Stanley Market. Vi tog en dobbeltdækker fra Central og ud til Stanley. Det var godt nok rystende sådan at sidde helt deroppe og kører op og ned ad bjerge. Min højdeskræk blev god nok udfordret noget. Stanley Market er lidt anderledes end de markeder der er inde i Kowloon. Her er det mere baseret på europæere. De havde en masse lækkert tøj i hør, så der må jeg ud igen alene (det er ikke til at shoppe igennem med John på slæb).

Da vi kom tilbage til Central gad Sally altså ikke vores selskab mere, så hun tog MTRén hjem til Tung Chung og vi andre tre tog en anden bus op til The Peak, som er det højeste sted i Hong Kong.

Det har været noget diset herude de sidste par uger, så vi var godt klar over at vi ikke kunne se så meget i dagslys, men nu var det blevet mørkt og sikken en udsigt. Ud over hele Hong Kong. Rigtig mange af skyskraberne har lys på facaderne og kl. 20 var der et lasershow på de forskellige bygninger.

Dette lasershow så vi fra en restaurant der hedder Bubba Gump. Den er bygget op omkring filmen Forrest Gump og ja, det er mest rejer der er på menukortet. Nu ville skæbnen at John havde lidt mavehalløj og han mente ikke at rejer lige var godt for hans mave, så vi fik en burger i stedet for. Vi må tilbage og smage de rejer for de så nu gode ud.

 

Tirsdag den 25. september var jeg til – ja hold fast – kaffeslabarads hos Nona som er en russer der er gift med en af Johns kollegaer. Hun havde fået lokaliseret en anden dansker og inviteret hende også. Hun hedder Charlotte og skal bo her med sin mand i 2 år. Nona er en sjov størrelse. Hun elsker at drikke kaffe og snakke med de andre småbørnsmødre, men hun en guldgrube i oplysninger. Hun ved simpelthen alt man skal vide, fordi hun snakker med så mange forskellige mennesker.

Nona og hendes mand Allan bor i ”tårnet” ved siden af vores, og vi er så heldige at de skal ud og rejse i julen, så vi kan låne deres lejlighed til at sove i nu hvor vi får 4 gæster.

 

Jeg har fået mig en stylist!!! Ja, herude hedder frisørerne stylister. Min hedder Tony Chan og han er helt vild med mit hår. Eftersom han her meget løse håndled og ring i det ”forkerte” øre er jeg helt på det rene med at det kun er mit hår han er vild med!! Han er nu meget god til at klippe, så næste gang får han sin vilje og får lov til at klippe mig meget kort. Det er utrolig dejligt at blive klippet herude. Først får man vasket hår af en assistent og derefter får man hovedbundsmassage i mindst 10 minutter. Derefter bliver man så klippet af stylisten. Så får man igen vasket hår. Og til sidst får man så håret sat. Og for alt dette giver man kun 125 kr. Det bliver et chok at komme hjem til de danske priser igen.

 

Onsdag den 26. september havde pigerne fri fra skole. Det er endnu en af de her ”helligdage” som jeg ikke ved noget om. Knud og Gerda havde skrevet en mail til mig om et supermarked som skulle være kåret til verdens bedste. Det måtte jeg jo undersøge, så pigerne og jeg til ind til Central til en center der hedder Landmark. Her ligger så supermarkedet ThreeSixty. De havde næsten alt man som udstationeret danske har brug for. De havde oven i købet rugmel, så nu ved jeg da hvor jeg kan skaffe det.

 

Lørdag den 29. september tog vi ind til Ikea. Der var lige nogle småting som jeg manglede. Det endte med at vi købte en bedstefar lænestol. Sådan en der kan ligges tilbage og med benstøtte. John mente bestemt at han ikke kunne leve uden.

Desuden fandt vi også en masse svensk/dansk slik og kager, så nu ved vi da hvor vi kan hente forsyninger.

Bagefter tog vi igen på marked, men denne gang i Kowloon. Der blev virkelig shoppet igennem. Det er det samme marked som vi var på som det første da vi lige var kommet herud. Det er sjovt at se hvordan pigerne har udviklet sig på de par måneder. Nu klarer de selv at handle og prutte om priserne.

 

Søndag den 30 september havde Sally aftalt med nogle af hende kinesiske veninder at de skulle i Oceanpark. Der er noget Halloween tema lige nu. Vi andre tre besluttede så at vi ville tage til Tai O som er en lille fisker landsby her på Lantau. Da vi kom ned til busstationen havde vi dog ikke taget forbehold for at det igen er helligedag (mandag) og at der er mange turister, så der var en kø så lang at der skulle mindst 10 busser til for at få den væk. Det må så blive en anden dag vi tager der til.

I stedet tog vi ud i lufthavnen for at se en 4D film. Den var godt nok på catoneese, men da den kun tog 15 minutter mente vi nu nok at det gik. Det var meget sjovt for vi var absolut de eneste ”hvide” i hele biografen. De andre var kinesere fra hovedlandet, så nu fik John også at se (høre) hvordan kinesere ser 4D film. Som fortalt i forbindelse med vores tur i Disney, snakker de højlydt under hele filmen og rækker ud efter de ting der bliver ”smidt ud” i hovedet på os.

Vi blev ude i lufthavnen og spiste til aften. Tænk jeg spiste med pinde uden at blive hysterisk.

 

Sally havde godt nok sagt at hun ville komme sent hjem, men da klokken var halv et om natten og hun endnu ikke havde ringet (som lovet) og sagt at hun var på vej hjem, forsøgte jeg at ringe til hende – uden held. Kald mig bare pylremor, men der er altså langt ind til Oceanpark og det sidste tog går kl. 00.50 inde fra Hong Kong. Endelig ringede hun. Hun sad i en bus og skulle nå at køre i MTR ind til Central og så løbe alt hvad remmer og tøjler kunne klare for at nå toget. Tror I lige jeg var lettet da hun ringede og sagde at hun havde nået toget??? Små børn små problemer. Store børn store problemer. Hun tog det nu meget roligt. Typisk!!!

 

I dag den 4. oktober er det så bedstefars fødselsdag, så vi må hellere ringe hjem i aften og synge fødselsdagssang for ham.

 

På lørdag den 6. oktober skal vi til Macau. Pigerne skal have et stempel i deres identitetspapirer i passet. Det kan ikke gøres smartere. Man skal forlade landet for at få det gjort. Jeg får så også et nyt stempel og kan blive her i endnu 3 måneder. Min ansøgning om visum er endelig afleveret,  så når jeg får det skal vi igen en tur ud af landet.

 

Det var alt for denne gang – vi høres ved.

 

Knus

Hanne

Dagbog 3
 

På den sidste dag i august og den sidste rigtige fridag for pigerne – Sally skal jo i skole på mandag tog vi bussen op for at se The Big Budda. Egentlig har vi en kabelbane her i Tung Chung der kører derop, men her i juni faldt der en kabelvogn ned. Heldigvis uden passagerer, men den har stået stille siden og åbner vist først igen til jul. Det kan nu være lige meget. Jeg har højdeskræk og hvis en kabelbane der kun er to år kan gå i stykker på den måde, skal jeg altså ikke op i den. Nå, vi tog bussen og det var en rigtig flot tur op i bjergene her på Lantau. Det tog godt nok næsten en time, men det var det hele værd.

Vi tog først rundt i tempelområdet og kiggede lidt (læs købte souvenirs), fik lidt at spise. Silke var godt nok knotten for det er kun vegetarmad man kan få deroppe  og hun er altså ikke vegetar. Derefter tog vi os sammen til at gå op til The Big Budda. Da vi købte billetterne kunne jeg ikke lade være med at grine, for billetdamen var næsten undskyldende over at tage penge (18 kr.), men så ville vi også få en vand og en is når vi kom derop. Halvvejs oppe gav det med vand og is nu god mening. Der var skyfrit og 32 grader den dag – ikke luftfugtigheden på 80 % at forglemme – Der er altså langt derop, nærmest halvvejs i himlen. Der er et museum deroppe. Ikke særlig interessant bortset fra at der er aircondition derinde, men udsigten deroppe er helt vidunderlig.

 

Lørdag den 1. september tog vi alle en anden bus ned til Pui O som er den by hvor Silke skal gå i skole. Skolen er blevet opdelt i 2 afdelinger i år og de store skal gå i Pui O og de små i Tung Fuk (der hvor vi var til samtale). For at gøre Silke lidt mere tryk ved det hele valgte vi så at tage ned og se på skolen. De var knap færdige med at renovere bygningen. Det er et nedlagt hotel der har stået tom i 10 år. Vi var så heldige at den sekretær vi havde snakket med tidligere på ugen også var på arbejde om lørdagen, og hun viste os Silkes klasselokale.

Bagefter tog vi ned til stranden. Der er en rigtig god strand i Pui O, med gode omklædningsfaciliteter, hajnet og livreddere både til vands og til lands. Der er mange hajer i havet omkring Hong Kong derfor er det vigtigt kun at bade inden for hajnettet.

 

Søndag den 2. september skulle vi i kirke!!! Ja i virkeligheden var det nok mere kirkefrokosten der trak. Hvem kan sige nej til rugbrød, marinerede sild, leverpostej mm. Så må man lige tage en times tid i selskab med Jesus med i købet. Gudstjenesten var nu meget fredelig, selv John sad stille.

 

Sally skulle så i skole om mandagen. Det var godt nok en noget forvirret pige vi fik hjem. Hun havde ikke fået fat i så meget den første dag. De var blevet proppet med informationer hele dagen. Hende skema havde hun kun delvist fået fat i, så det måtte vi altså bede en lærer om at hjælpe hende med næste dag. De er nemlig opdelt i hold, så det er ikke bare at følge efter de andre i klassen.

Hun var sikker på at hendes far ville udskrive hende med det samme for det havde været helt nede på knæ for at bede den første dag.

Hver dag starter de med at bede fadervor og de skal samtidig kigge ned i gulvet. Hvis ikke får de et drag over nakken. Religionsundervisningen går ud på at de skal lære en side i biblen udenad derhjemme, så går timen med at de bliver hørt. Hvis ikke de kan stoffet udenad, skal de skrive hele siden 50 gange. Tænk her tror jeg at selv jeg kunne være lærer. Sally har forudset at hun får travlt med at skrive!!!!!

Hun har også musik. Skolen går meget op i sang og musik og læreren kan ikke forstå at Sally aldrig har lært noder. Hun kan jo heller ikke spille på noget, så hun er blevet udstyret med en blokfløjte. Med det jeg har hørt indtil nu, kan det vist ikke vare længe før hun bliver sat ind i et lydisoleret rum.

 

Ellers har hun det godt i skolen. Der gik kun et par dage, så var hun i gang med at sms med veninderne. Herude mødes man ikke i fritiden for der laver man lektier. Heldigvis har hun ikke specielt svært ved at følge med og hendes Engelsk lærer roser hende. Hun er absolut ikke den dårligste til engelsk i klassen. Matematikken går det også ok med. John hjælper lidt om aftenen og hun er rigtig kvik til at fatte det, så det skal nok gå.

 

Lørdag den 8. september holdt FKI (læs John) udflugt for de ansatte med familie. Vi havde lejet en stor båd med besætning. Den sejlede os så omkring Hong Kong og ud til en strand, hvor vi badede. Godt nok uden hajnet, men de (kineserne) påstod at fordi der var så mange både i vandet skete der ikke noget. Det gjorde der jo heller ikke, men jeg var nu noget nervøs. Om aftenen blev vi sejlet over til øen Lamma, hvor der var bestilt mad til os på en strandrestaurant. Det var en rigtig hyggelig dag.

 

Mandag den 10. september var det så Silke første skoledag. Hun havde sommerfugle i maven, og blev fulgt til bussen af både mor og far. Heldigvis har de skoleuniformer på herude, så det er let at se om man står ved den rigtige bus. Hendes klasselærer var også med bussen, så det hjalp også. Jeg må indrømme at lige den dag veg jeg ikke fra mobiltelefonen. Hun havde nu taget det hele rigtig fint. Hendes lærer er meget forstående og hjælper hende meget, så det skal nok gå. Dog har hun selv ønsket at få noget ekstra engelskundervisning, så det er vi ved at finde ud af.

I de ”blokke” hvor vi bor er der også et lille shoppingcenter, hvor der er en skole med engelskundervisning. Her vil vi tilmelde hende lørdag/søndag i en periode. Det er jo vigtigt at hun også føler at hun kan snakke med skolekammeraterne.

 

Lørdag den 15. september var vi til Grillfest i Sømandskirken. Årets fest blandt danskere herude. Selv John blev klippet til lejligheden. Det var hyggeligt bortset fra at vi skulle sidde ude og der var mindst 30 grader og en luftfugtighed på mindst 90%. Det kræver altså kolde øl. Heldigvis skal vi jo ikke køre hjem. Det klarer MTR (metro) for. Sally gad ikke med de gamle i byen så hun blev hjemme, og jeg tror også at Silke vil blive hjemme næste gang. Det tager jeg som et tegn på at de er ved at falde godt til.

 

Og hvad får jeg så tiden til at gå med? Jo, jeg er jo blevet housewifw/maid og det kan jo være et krævende job.  Meget af min tid går da også med at vaske tøj, stryge tøj (Johns skjorter og pigernes uniformer), handle ind, lave mad, hjælpe med lektier osv.

 

Jeg får også megen tid til at gå med at dyrke motion. Jeg er begyndt til Yoga – puha det er godt nok hårdt – jeg kommer ud i nogle positioner jeg ikke troede jeg ville være i stand til. Jeg er også meget i motionsrummet, så mon ikke jeg bliver fit for fight inden jeg kommer hjem igen.

Jeg må nok sige at jeg er meget alene herude. Det kan godt være lidt syret en gang imellem. Jeg der er vandt til at være omgivet af mennesker hele tiden. Men jeg er da ikke begyndt at snakke med mig selv endnu.

 

Jeg tror nu også det er meget sundt for mig at få lidt tid til at reflektere over de sidste 1½ år. Når jeg ser i bakspejlet, kan jeg se at jeg nok gik i gang med at arbejde for hurtigt, men dengang var jeg jo ved at blive idiot af at gå og ikke lave noget. Det med ikke at lave noget må jeg så igennem nu.

Jeg tror også jeg har rigtig godt af al den motion. Jeg får en meget bedre føling med kroppen og dermed og så med psyken. Og i Yoga får jeg også det spirituelle med (og ondt i hele kroppen).

 

Jeg er stadig opsat på at lære noget herude og har også sendt et par følere ud, som jeg skal følge op på.

 

Det er også lidt min egen skyld at jeg går så meget alene. Jeg kan jo bare tage hen til de andre danske koner herude og drikke kaffe og sludre, men det er og har aldrig været mig at gøre det. Jeg lover at hvis jeg begynder at snakke med mig selv, skal jeg nok begynde på kaffeslabaradser. Mange af de andre har også meget små børn og der har jeg ligesom været. Det er ikke det der fylder i min hverdag lige nu. De er meget søde de små, men jeg kan ikke lige  finde det interessante i at diskutere amning kontra flaske, hvor der er billige bleer osv. Nej, næste gang jeg skal have babyer i mit liv, må blive når jeg skal være farmor (hørte du det Rasmus!).

 

Nå, det blev en længere smøre denne gang og nu kan jeg høre at ovnen bipper. Så er der friskbagte boller. I kan bare komme forbi.

 

Kærlig hilsen

Hanne

 

Dagbog 2

YES, YES, YES vi fik Silke i skole. Vi har ellers været temmelig bekymret for om vi overhovedet ville få hende i skole. Ikke på grund af hendes almene skoleevner, men mere fordi hendes engelsk ikke er så godt. I skal tænke på at herude har de jo engelsk på samme niveau som vi har dansk. Altså noget med at læse et par bøger om ugen, mundtlige fremlæggelser osv. Det kan godt være noget af en mundfuld for en der ”kun” har haft engelsk i 3 år, og det kun et par timer om ugen. Nå, men nu har vi så fået hende ind i en international skole http://www.lis.edu.hk/ Lantau International School.

 

Det virker som om det er en rigtig god skole, hvor de ser på hele barnet. De kinesiske skoler herude har det ellers med kun at se hjernen  og ikke barnet.  Næsten hver dag kan man læse i avisen om 9 – 14 årige der skal på universitetet. Uhyggeligt.

 

Først var Silkes lærere lidt usikker på om hun kunne blive klar til secondary school til næste sommer, men da vi fortalte at hun skulle tilbage til sin danske skole og at det vigtigste for os var at hun fik noget socialt med andre børn og fik lært noget engelsk tøede han op og indvilligede i at tage hende. Han var faktisk rigtig sød. Meget pædagogisk og forstående. Det skal nok gå, men vi må se at læse noget engelsk med hende – måske få en engelsk lærer til hende i fritiden for en tid.

 

I lørdags var vi – Sally, John og jeg – til et orienteringsmøde på hendes skole. Det var næsten uhyggeligt som deres gymnastik/samlingssal ligner den på Raklev Skole. Selv forhænget på scenen var samme farve. Det lader til at de kører deres skole meget lig de danske. Der er fritidsaktiviteter, skolespykolog osv.

Først var Sally fortrøstningsfuld, lige indtil de kom til reglerne: hun må ikke have make-up på i skole. Straks fór hun op og talte om menneskerettigheder og at hun altså ikke kan koncentrere sig uden mascara!!! John kiggede bare undrende på hende og sagde til mig at det da vist var noget pige noget som jeg måtte tage mig af – typisk.

 

I sidste uge tog jeg pigerne med i Disney Land. Det var noget af en oplevelse at være i selskab med så mange kinesere på en gang. Disney i Hong Kong er ikke særlig stort – kun omkring 11-12 forlystelser og når de lukker rigtig mange mennesker ind, bliver køerne altså lange.  Og de kinesere der var der har altså ingen køkultur. De maser sig bare frem. Især drengebørnene på 10-12 år er noget af en prøvelse. Til sidst måtte jeg tage en knægt i kraven og sætte ham bag ved samtidig med at jeg fortalte ham på dansk hvad jeg mente om ham. Han forstod ikke hvad jeg sagde, men jeg tror nu nok han forstod meningen.

 

Det undrede mig lidt – det der med køerne for her i Hong Kong har der ellers ikke være problemer med det. Det var først da jeg kom hjem og fortalte John om det, at han sagde at de der var på besøg i Disney sikkert har været fra Kina og ikke så mange fra selve Hong Kong. Det forklarede jo noget.

 

Ellers er Disney herude især for små børn. Der er kun en hurtig forlystelse – en rutsjebane hvor man ligesom stryger ud mellem planeter. De øvrige forlystelser er sådan nogle som vi herhjemme vil finde i afdelingen for meget små børn.

Turene er mega korte fordi asiater hurtigt bliver søsyge. En tur på 2 minutter i en karrusel der drejer langsom rundt er nok til at de er lige ved at kaste op – spændende!!!

Alt i alt syntes jeg Disney er for dyrt i forhold til hvad de har at byde på, så det bliver nok ikke til et sæson kort for mit vedkommende.

 

Jeg tror jeg har smagt hund!! Det smagte i hvert fald af våd pels BVADR. Jeg var inde i et supermarked og købe noget mad der var tilberedt. Det er meget brugt herude, at supermarkederne har lavet en masse forskellige retter, som man så bare kan tage med hjem og varme op. Det er jo nemt, så skal jeg bare lave ris. Det er dog sidste gang jeg bestiller noget der ikke er oversat til engelsk. Det var nogle grøntsager i noget sovs – så langt så godt – men der var altså også noget kød i. Det tænkte jeg ikke så meget over lige indtil jeg fik det i munden. Helt pr. refleks spyttede jeg det ud igen. Fy for den, hvor smagte det dårligt. Ikke noget jeg har fået før. Det havde samme struktur som svinekød, men var lidt mørkere. John påstår dog at det er ulovligt at lave mad af hunde i Hong Kong, men jeg er ikke overbevist.

 

I går (mandag) var vi ude i noget der hedder Discovery Bay og spise. Det var sammen med et par af Johns kollegaer og  en af konerne. Det var nu hyggeligt at se og snakke med en anden Housewife. Vi kom meget godt ud af det med hinanden, så mon ikke vi finder ud af at lave noget sammen.

 

Discovery Bay er lidt spooky. I der har set The Truman Show ved hvad jeg taler om. Der er kun en vej derud – en tunnel og det er kun busser der må køre derud. Der er ingen biler. Kun golfbiler. Man kan sejle derfra, men jeg havde nu på fornemmelsen at hvis man kom for langt ud, ville man støde ind i bagkulissen. Det er ligesom en lidt kunstig by. Meget flotte kulisser, fine restauranter meeen……  Godt jeg bor et sted med ”rigtige” mennesker, biler, busser, tog osv.

 

I morgen (onsdag)  skal jeg til Hong Kong og købe skoleuniform til Silke. Denne gang ved jeg på forhånd hvor butikken ligger og den ligger meget centralt – tæt på hvor vi boede da vi var her for 7 år siden. Jeg er næsten sikker på at de taler engelsk i butikken. Nu må vi så håbe på at Silke ikke er så hysterisk som sin søster.  Gudskelov er bøgerne inkl. i  Silkes skolepenge, så det cirkus slipper jeg da for denne gang.

 

I næste uge skal pigerne så i skole – dvs. Silkes skole starter først den 10. fik vi at vide i dag. De er ved at flytte og kan ikke nå at blive færdige.

Men når det hele falder på plads kan jeg måske få lidt tid til at udforske på egne ben.

 

Til sidst vil jeg sige tak for alle de mails jeg har modtaget fra jer. Bliv endelig ved med at sende. Alt nyt har interesse. Selv hvis I bare kan fortælle at I har være i skole, på arbejde etc. Det er rigtig dejligt at høre fra jer.

Dagbog 1

Så har vi snart været her i Hong Kong i 2 uger. Det har været noget forvirret i starten. Jeg led af jetlag i næsten en uge – søvnig om dagen og fuldstændig vågen om natten. Først henad kl. 4 om morgenen (kl. 22 dansk tid) kunne jeg falde i søvn. Til gengæld sov jeg så til kl. 10. Her tvang jeg mig op men var stadig søvnig. Nå, nu er det ok.

 

Jeg skal jo forestille at være hjemmegående husmor herude. Og det er altså et fuldtidsjob det her. Bare at handle ind er noget af en prøvelse. Ris er noget man køber i 5-10 kg sække, kartofler er noget man køber i net af 4 stk. – lidt omvendt af derhjemme.

Hvis jeg skal bruge et krydderi skal jeg lige tænke over hvilket land der bruger krydderiet mest og så finde den hylde/stand hvor mad fra dette land ligger. Jeg kan godt rende noget rundt i forretningen inden jeg har købt ind til et enkelt måltid. Efterhånden finder jeg vel ud af det.

Fiske afdelingen er noget for sig selv. Det er helt sikkert frisk fisk man får her, for fiskene svømmer rundt og så vælger man selv hvilken fisk der skal fanges. Og der er også levende frøer mums!!! Jeg kan jo ikke fordrage frøer så jeg holder mig langt væk fra den afdeling.

 

Vi har forsøgt at få Sally og Silke i den samme skole. De var indkaldt til interview i tirsdags og vi mødte op. Det viste sig bare at det ikke kun var et interview men også en test. Sally var lidt forberedt hun havde taget lommeregner og blyant med. Silke var ikke forberedt, så hun måtte låne en blyant af skolen.

John var meget bekymret for sine piger – især Silke. Men det viste sig at hun tog det i stiv arm (selvom hun ikke forstod en bønne) Sally havde tårer i øjnene af arrigskab da hun kom ud. Matematikken havde bare været for svær. De er mindst 2 år forud for danskerne når det gælder matematik.

Heldigvis ville de godt tage Sally bare i en klasse under den vi havde søgt. Silke derimod var ikke god nok og i kraft af at hun kun er 11 år anbefalede de af vi sender hende i en primary school, hvilket vi så har søgt. Vi har fået at vide at der er plads, så må vi bare håbe på at de vil tage hende på trods af de manglende engelsk kundskaber.

 

I går torsdag den 16. august var jeg så med pigerne inde i selve Hong Kong for at købe uniform og bøger til Sally. Først tog vi ind til butikken der sælger uniformer. Jeg var simpelthen inde i et rigtig kineser kvarter. Alt stod på kinesisk og jeg fandt kun butikken fordi jeg kunne genkende telefonnummeret. Der var selvfølgelig ingen der talte engelsk i butikken, Sally var hysterisk fordi de hele tiden kom med noget tøj der var for stor, tillige havde jeg en ”engelsk talende” kineser de havde ringet op til i en telefon. Hende kunne jeg nu ikke forstå. Så hellere have øjenkontakt og bruge armene til at tale med. Da vi endelig havde fået samlet alt det vi skulle bruge sammen viste det sig at de ikke tog imod eurocard og jeg manglede lige 50 hk dollar. Så måtte jeg hele vejen tilbage til MTR (metroen) og hæve penge.

Heldigvis gik det lidt nemmere med bøgerne her fik vi næsten det hele med hjem og det de ikke lige havde på lager betalte vi også for og så sender de det til skolen.

 

Tilbage til Sallys uniform. Den er altså ikke det kønneste der er skabt på jord, men efter at have set adskillige andre rædsler fra andre skoler, er den ok. Hun syntes bare at hun ser fed ud i den – pjat. Men jeg må indrømme at knæstrømper og sorte flade sko ikke er det mest flatterende man kan iføre en kvinde. Det eneste plus ved den historie må være at alle de andre piger på skolen ser lige sådan ud.

 

I dag fredag den 17. august har jeg slappet af med at motionere i fitness rummet, vaske gulve, ordne toiletter, handle ind  og være i swimmingpoolen med pigerne. Nu er klokken ved at være 16.30 og så skal jeg snart til at tilberede middag til min kære mand. Dagene går nu meget hurtig, men jeg glæder mig til at pigerne begynder i skole, så jeg kan få lidt tid til mig selv. Det er altså ikke særlig inspirerende at gøre rent, handle ind og lave mad. Så noget andet må jeg finde på.

 

John arbejder hele tiden. Jeg er helt nervøs for ham, så i går tvang jeg ham i seng kl. 22. så får han da i det mindste sin nattesøvn. Han tager afsted kl. 7.30 om morgenen og er først hjemme igen kl. 19. Jeg har ham endda mistænkt for at hvis ikke vi var her ville han komme senere hjem. Jeg må også hellere tvinge ham til at dyrke lidt motion. Han er jo ikke 30 længere. I morgen lørdag har han fri, men skal arbejde søndag. Der er en del der er hjemme i Danmark på ferie og der skal  hele tiden  være en til stede derude, når der arbejdes. De der er tilbage må så fordele dagene imellem sig.

Det ser ud til godt vejr i morgen, så skal vi sikkert ud og se et eller andet.

 

Det har været dåligt vejr siden vi kom. Der har været et par tyfon advarsler, hvor alle holder fri. Heldigvis gik vi fri. Det har været meget regnfuld, men heldigvis er det jo varmt så man bliver hurtig tør igen. Det værste er næsten at det er gråvejr. Og selvfølgelig var fugtigheden og så slem for os i starten, men den har vi vænnet os til.

 

Det var alt for nu. Jeg vender tilbage senere. Nyt fra Danmark er meget velkomment.

 

Knus

Hanne